Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Energibarer

Disse barer er vanedannende og lidt for fede til bare at smovse i sig. Selvom de indeholder sunde fedtstoffer og sukker fra frugt, så er der mange kalorier i hver bar. Spis den som en treat efter aftensmaden med en god kop te og intet andet før du går i seng, men allerhelst skal den bruges til at forkæle dig selv med, når du har trænet godt og hårdt. Så har du nemlig virkelig fortjent den! (Der er 120 kcal i en bar)

Ingredienser (til 15 stk):

100 gram friske bløde dadler
50 gram figner
50 gram abrikoser
50 gram blandede nødder og mandler
2-3 spsk frø eller kerner (solsikkekerner, græskarkerner eller chia)
3 spsk kokosolie
20 gram mørk chokolade, evt. med orangesmag
1 knivspids salt
2 spsk kokos eller havregryn
20-30 gram mørk chokolade til pensling

Alle ingredienser undtagen solsikkekerner/frø blendes fint, til det ligner smuldret rugbrød eller ymerdrys. Bland solsikkefrø (eller græskarkerner, chiafrø eller andre kerner) i og pres det godt sammen i et fad. Stil massen køligt i 1 time, pakket godt ind i husholdningsfilm. Efter 1 time er massen fast, og du kan pensle den med et tyndt lag chokolade og drysse med kokos eller havregryn og skære små barer ud. Pak dem ind separat i husholdningsfilm.

IMG_6303 IMG_6304 IMG_6305