Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Ren forkælelse – marcipanhorn med banan og chokolade

mad 060315 005 mad 060315 007

Det er fredag og jeg har lyst til at forkæle mine børn når de kommer trætte hjem fra skole. Så jeg har taget 1/3 dej fra vores forkælelsesmorgenweekendboller til side, som skal blive til horn fyldt med marcipan, banan og chokolade. De er allerbedst lune (kom til at snuppe to til kaffen, inden børnene kom hjem, og måtte lade som om jeg kun havde lavet 6, og så endda spise endnu et, da de kom hjem) men smager også fint afkølet. Så kan weekenden godt begynde!

Ingredienser til 20 boller og 8 horn:

50 g smør
5 dl mælk
50 g gær
1 tsk salt
1 tsk sukker
2 dl grahamsmel
11-12 dl hvedemel

Smelt smørret i en gryde. Når smørret er smeltet, hældes mælken ned i gryden. Lun mælken forsigtigt op, og når den er omkring 30 grader, hældes den over i en skål og blandes med gær. Salt, sukker og melet blandes i og dejen æltes godt. Lad dejen hæve i 60 minutter, og tag 1/3 af dejen fra, til at forme en cirkel, der deles i 8.

Fyld:
1 stor banan
50 g marcipan
50 g mørk chokolade

mad 060315 008

Bananen moses og marcipan rives i. Chokoladen kan enten rives eller skæres i små stykker. Det hele blandes og lægges på de 8 trekanter dej, som foldes som horn. Bages sammen med bollerne, ca. 9-10 minutter ved 200 grader. Vupti, så har du de lækreste horn, der ikke er overdrevet usunde. De har ca. 190 kalorier i bagagen per styk.. Så nyd et horn til din kaffe på en dag, hvor du trænger til at blive forkælet!