Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Sunde sorte ‘falafler’

Jeg har altid lavet falafler af kikærter, indtil det en dag slog mig, at man jo nok også kunne forsøge sig med bønner eller linser. Jeg afprøvede røde linser og de var lækre! I weekenden lavede vi så falafler af sorte bønner, og de var godt nok et hit! De smagte så godt, vores version var i pitabrød med salat, tomat, agurk og en urte-creme fraiche dressing. Men de er lige så skønne med cous cous til, eller i en sandwich til frokosten!

Ingredienser (ca. 16 stk)

1 lille løg
2 fed hvidløg
1 rød chili (med lidt eller ingen kerner, efter smag)
150 g økologiske sorte bønner (husk at lægge i blød dagen før)
2 spsk hvede- eller kikærtemel
½ dl havregryn
2 tsk spidskommen
1-2 spsk hvedemel
2 spsk sesamolie
1 tsk salt

De sorte bønner ligges i iskoldt vand og trækker 10 timer, gerne natten over. Hæld vandet fra, og kog bønnerne i frisk koldt vand i 40 minutter.

Rist hvidløg, løg og chili i lidt olivenolie 1-2 minutter. Hæld bønner og ½ dl af kogevandet op i panden og varm det godt op. Hæld alt over i en skål og tilsæt ½ dl havregryn, mel spidskommen samt 1 tsk salt. Blend til du har en fin masse og sæt massen på køl en halv times tid.

Når din bønnefars er afkølet lidt, former du kugler og vender dem i hvedemel. Steg dem i en wok i enten sesam- eller olivenolie, 2-3 minutter. Sæt dem på fedtsugende papir/køkkenrulle og spis dem enten i pitabrød eller cous cous serveret med en god spicy sauce og en frisk salat med agurk, tomat, majs og en creme-fraichedressing med enten hvidløg eller hakkede krydderurter.

mad7