Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Weekend hveder a la Meyer

Maj 2015 001Dagen før St. Bededag cruisede jeg nettet for at finde en god opskrift på hveder. Elias min søn på 12 år havde nemlig spurgt om vi ikke selv skulle bage i år. Eftersom jeg er totalt hvede-jomfru måtte jeg ty til en mester, og fandt frem til Claus Meyers hveder og det var ikke dumt. Hold da fast, hvor er de lækre og de indeholder ikke særlig meget smør, så jeg har valgt at kalde dem weekend hveder, for dem vil jeg hellere servere for mine børn end købe krydderboller! Yummiee..

Ingredienser til 20 hveder:
2½ dl lunkent vand
2½ dl lunken mælk
30 gram gær
2 æg
2 tsk kardemomme
½-1 tsk salt
½ dl sukker
100 gram blødt smør i tern
1000 gram hvedemel – brug evt. halvt grahamsmel, hvis du vil have lidt mere fylde i hvederne.

Fremgangsmåde:
Hæld 6-7 kardemommekapsler på en pande og rist dem godt i 4 minutter. Så får de en god tur i morteren og du sigter det fine kardemommepulver fra.
Væld væsken i en skål og rør gæret ud i. Hæld æg, en smule mel og derefter salt og sukker i. Rør godt rundt og rør herefter næsten alt melet i (hold ca. 100 gram tilbage) og 2/3 af smørret. Lad dejen ælte i en maskine ved lav hastighed i ca. 10 minutter, eller brug en håndmixer. 1 minut før æltningen er færdig røres det sidste smør i, ganske let og skålen dækkes med et klæde i 2 timer.
Hæld resten af melet ud på bordet og del dejen i to pølser, der derefter deles til 10 boller. Læg bollerne på bagepladen med 1½ cm imellem dem, og tildæk dem igen med klædet til endnu en hævning på 2 timer. Bag bollerne i ovnen (de skal ikke pensles) i ca 10 minutter ved 200 grader.