Hvis du også er vild med den lille knold, så er der her lidt inspiration til den ugentlige suppedag. Jeg laver oftest suppe af jordskokken, det er en af de supper jeg glæder mig til når efteråret kommer, og jeg varierer med enten bacon, kammuslinger, lidt revet kyllingebryst eller kidneybønner og altid masser af krydderurter!
Ingredienser:
600 gram jordskokker
2 små kartofler
2 store løg
4 fed hvidløg
50 gram smør
Vand
½ bouillonterning
1 tsk salt
En håndfuld persille
En håndfuld spinatblade
½ dl vand
Fremgangsmåde:
Skrub jordskokkerne med en stiv børste under rindende vand, skræl kartoflerne og skær begge dele i tern. Rist nu de hakkede løg og hvidløg et par minutter ved svag varme i smørret, og sæt imens 1 liter vand over i elkedlen. Bland det kogte vand med bouillonterning og lad den opløses. Hæld jordskokker og kartoflerne ned til løgene og skru lidt op for varmen. Rist det hele godt i smørret og hæld så det kogte vand med bouillon over, til det dækker med 1-2 cm. Tilsæt salt. Lad det hele koge i 20 minutter og blend suppen. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Imens suppen koger, kan du lave en grøn topping, der giver ekstra næring til suppen og et smukt udseende til den blege suppe. Skyl en håndfuld persille og spinatblade og blend det fint med ½ dl vand i en minihakker. Hæld over hver portion suppe og garner den med dit favoritfyld, som enten kan være pasta, grove ris eller bønner for en vegetarisk version, eller bacon, fisk eller kylling samt brødstænger.
Info om jordskokker:
Jordskokker indeholder bl.a. kalium, calcium, jern, fosfor og folat, K-, B- og C-vitamin samt sukkerstoffet inulin. Særligt det sidste er interessant, for hvor jordskokken minder om kartoflen rent næringsmæssigt, er jordskokken rig på sukkerstoffet inulin (og kartoflen på stivelse). Inulin kan stort set ikke nedbrydes af fordøjelsesenzymerne i tarmen, så den er god for fordøjelsen, og folk med diabetes kan bruge den som erstatning for kartofler, da den ikke vil påvirke blodsukkeret i en dårlig retning. Prøv at lav en lækker mos af kogte jordskokker, tilsat lidt valnøddeolie, hakket persille eller revet parmesan. Du kan også rive den eller skære den i tynde skiver og bruge den som et knasende friskt indslag i din salat.