Disse auberginer er så taknemmelige, for man kan lave så mange forskellige slags fyld, fordi grøntsagen i sig selv er meget neutral i smagen. Her er den bagt godt for gøre den mør og lækker og derefter toppet med champignons, soltørrede tomater, hvedekerner og cheddarost. Vi spiste dem med en frisk hvidlålssalat med gulerødder, æbler og edemamebønner, samt lidt groft flutes.
Ingredienser: (4 personer)
2 store auberginer
2 spsk olivenolie
1 dl perlespelt
5 spsk hakkede soltørrede tomater i olie
2 fed hvidløg
300 gram blandede champignons og svampe
150 gram cheddarost, lys lagret type
salt og et lille drys cayennepeber
Skyl auberginerne og halvér dem. Lag dem i et fad der er penslet med olie, og giv dem også et tyndt lag olie på siden der vender opad. De skal i ovnen ca 30 minutter ved 180 grader. Mens de bager, kan du hakke de soltørrede tomater og svampene og blande dem i en skål med hvidløg og krydderier. Skyl perlespelt godt i en sigte og kog dem 15 minutter i rigeligt vand (2 cm vand over kernerne) og afkøl. Tag fadet ud, og læg blandingen af tomater, svampe og perlespelt ovenpå auberginerne. Drys med cheddarost. Hvis du har en lille stump parmesan, kan du også rive det over nu (eller lige inden servering). Bag auberginerne igen i ca. 25 minutter ved 180 grader. Hold øje med dem og sæt dem evt. nederst i ovnen eller dæk med lidt stanniol hvis osten begynder at blive for mørk. Stik med en skarp kniv i auberginerne. Når den går let ned i og ud af dem, er retten klar.