Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Bagt græskar

Græskar er en af min datters og mine ultimative yndlingsgrøntsager. Vi bruger den når vi skal lave suppe, tærte, mos eller som tilbehør. I går fik vi græskar bagt i ovnen på hver vores måde. Hendes var med cremefraiche, urter og pinjekerner og min var lidt mere til den bitre side med valnødder og gorgonzola. Man kan også tilsætte ristet bacon, purløg og hvidløg – eller parmesan og soltørrede tomater. Græskar er en ret taknemmelig grøntsag, der gør sig godt med de fleste ting. Vi spiste det bagte græskar sammen med et par grøntsagsfrikadeller og båndpasta med broccoli og ærter. Og inden I tænker, gud hvor sundt, så endte vi aftenen med en stor Magnum is 🙂

Ingredienser (4 personer)
1 stort butternut græskar
40 gram smør
Salvie
1 fed hvidløg

Skær græskaret over i to lige store halve, befri dem for kerner og læg dem i et fad. Skær et god skive smør og læg i hver fordybning sammen med et fed hvidløg og lidt tørret salvie. Pensl græskaret med lidt olie. Undervejs (de skal i ovnen i 60 minutter ved 190 grader) kan du dyppe penslen i smørret og smøre over snitfladen igen. Efter timen er gået udhuler du græskaret, ca 1 cm fra kanten, så det ikke går i stykker, og blander græskarkødet med dit fyld, og sætter det tilbage i ovnen ca. 15 minutter. Herefter kan du servere det til bøffer, pasta, frikadeller – i virkeligheden som tilbehør til enhver ret.

Jeg fyldte forskelligt fyld i de to halve græskar:

Græskar 1:
100 gram gorgonzola ost (gem lidt til at putte på toppen)
50 gram valnødder, ristet i ovnen 5 minutter ved 190 grader. grofthakkede (gem lidt til at putte på toppen)
½ tsk salt

Græskar 2:
2 spsk creme fraiche
1 tsk frisk timian
1 spsk finthakket purløg
50 gram pinjekerner
½ tsk salt
Parmesan på toppen, inden den gratinerer de sidste 15 minutter.

Lækkert..