Halifax er min absolutte favorit burgerkæde i København, fordi de serverer ikke bare én vegetar burger, men to forskellige. I starten valgte man mellem en kikærtebøf og en selleri bøf, men for et par år siden kom ærtebøffen til. Den har jeg sværget til lige siden, yummie! Jeg har prøvet at efterligne bøfferne herhjemme, og i mit køkken har jeg mixet deres to skønne bøffer, så der er både kikærter og grønne ærter i min version.
Grønne ærtebøffer (4 stk)
200 gram kikærter fra dåse / ellers opblødte og kogte
200 gram grønne ærter
2 æg
2 fed hvidløg
1 tsk salt
1 spsk spidskommen
½ tsk cayennepeber eller tørret chili
4 spsk. kikærtemel
Alle ingredienser hældes i en foodprocessor og blendes godt sammen. Tilsæt evt. lidt havregryn eller rasp hvis farsen er for våd – den skal minde lidt om frikadellefars i konsistens. Sæt skålen med farsen 30 minutter i køleskabet, hvorefter du former bøfferne med hænderne og lægger dem forsigtigt på panden. De skal steges i olie indtil de er faste og gyldne, ca. 5-6 minutter på hver side. Server bøfferne i grovbolle med avocado, jalapenos, salsa, rødløg og salat.