Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Elias’ yndlings burgerboller

mobil mad 006
Ingredienser:
3½ dl vand
40 gram øko gær
2 spsk olivenolie
1 æg
1 dl grahamsmel
1 tsk salt
ca. 600 gram mel
sesamfrø

Min søn Elias har præsteret at bage disse burgerboller, da han var 10 år, så det er en meget nem opskrift. Til gengæld slår den købeburgerbollerne med flere længder!
Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt æg, olie, salt og det grove mel. Tilsæt herefter ca. 550 gram af hvedemelet og ælt til dejen er smidig og glat. Stil den til hævning ca 1 time. Form 10-12 boller, som efterhæver i 15 minutter. Pensl med mælk eller æg og vend bollerne i en skål med sesamfrø, og tryk dem godt flade ned i skålen, så frøene sidder godt fast. Vend den og sæt på bagepladen. Bages ved 220 grader i ca. 12 minutter.