Dette er en ret jeg ofte laver til mig selv, når børnene ikke er hjemme. Jeg elsker omeletter, for jeg kan praktisk talt tømme mit køleskab ned i den. I går blev fyldet til forårsløg, asparges og squash, men lige så ofte er det løg og kartofler eller rød peber og spinat samt ærter eller edemamebønner. Det er en sund og lækker aftensmad der mætter, uden at jeg bliver overmæt. Pynt den med smukke farver i strimler, det gør den kun mere indbydende at se på.
Ingredienser (1 person)
3 æg
lidt salt og peber
4 asparges
1 forårsløg
½ squash
1 gulerod
2-3 radisser
Rød peberfrugt
Fremgangsmåde:
Pisk æg med salt og peber. Snit 2 asparges og forårsløget i små skiver, squashen i tern og steg det i lidt smør eller olivenolie. Når det har stegt 4-5 minutter ved middelvarme, skruer du op for varmen og hælder æggene over. Lav små huller ned i æggemassen, så den flydende æggemasse ryger ned igennem grøntsagerne. Når omeletten næsten ikke er flydende på toppen, kan du enten vende den halvt over, så du klapper den sammen, og herefter vender den – eller vend den over på en tallerken og skub hele omeletten – ned på panden igen, nu med en sprøde side opad. Lad den stege et par minutter længere og så er den færdig. I den version hvor du bare vender den halvt over, kan det være lækkert at drysse lidt revet parmesan på (1 spsk) inden du klapper den sammen.
Med din gulerodskræller, laver du fine strimler af gulerod og asparges og lægger på omeletten. Radisserne og den røde peberfrugt snittes fint og drysses på. Du kan også drysse med krydderurter, lave en dip af skyr og hvidløg til, eller en olie-eddikedressing til salaten på toppen.
Bon appetit!