Farverne på denne ret er så smukke sammen, at jeg bliver helt glad af at spise den! Gulerødder er fulde af A.-vitamin, der er godt for vores syn, men de indeholder også C- og E-vitamin, zink, kalk og kalium samt gode grove fibre der gavner fordøjelsen. En gulerod er god for ikke meget mere end 50 kalorier og hvis du spiser 2, så har du nået dagens anbefalede dosis af A-vitamin.
Riv dem, spis dem i stave, lav mos af dem, rist dem i smør – mulighederne er mange. I dag har guleroden fået besøg af en anden sværvægter på sundhedsfronten, grønkål, som er noget nær det sundeste du kan indtage, og som du bør spise meget af, hvis du gerne vil forebygge og bekæmpe sygdom i kroppen.
Ingredienser (4 personer):
1 kilo gulerødder
1 løg
2 fed hvidløg
30 gram smør eller 2 spsk olie
1 spsk philadelphia ost
1 tsk citronpeber
1 tsk timian, tørret
2 store blade grønkål (uden midterstilk)
Salt og peber
Skyl og skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker. Rist dem i lidt smør eller olie med 1 tsk citronpeber og 1 tsk timian. Hæld vand ved til det dækker. Når gulerødderne har kogt i 15 minutter, hældes det meste af vandet fra og mosen blendes med en stavblender til den konsistens du vil have, hvorefter der tilsættes 1 spsk philapelphia ost, 1 tsk salt og friskkværnet peber.
Skær stilken fra grønkålsbladet og hak grønkålen fint. Rist 2-3 minutter i lidt olie med 1 hakket løg og 2 fed pressede hvidløg. Hæld mosen over på et fad og pynt med den ristede grønkål.