Vi bager meget herhjemme, oftest de koldhævede boller, fordi de ikke kræver den store forberedelse. Men pga corona karantæne har jeg fået meget tid foræret hvilket resulterede i disse lette, velsmagende boller:
Ingredienser:
6 dl vand
3-4 dl blandede korn og havregryn
50 gram gær
1 spsk salt
1 tsk sukker
200 gram hytteost
4 dl grov spelt mel
Hvedemel
Fremgangsmåde:
Lav et opkog af vandet med kerner og lad det afkøle let. Rør hytteost og gær i og når gæret er opløst, blandes resten i, med undtagelse af hvedemelet. Jeg rørte det hele godt sammen og tilsatte så hvedemel, til jeg havde en TYK grødagtig dej. Lad hæve i 60 minutter og gør dine hænder våde med koldt vand, inden du former hver bolle. Kan toppes med alle former for frø og kerner, eller som her med birkes og sesamfrø.
Sæt dem i en kold ovn og tænd ovnen på 210 grader. Bag dem ca 25 minutter. Du mærker de er færdige ved at vende en bolle og banke på den. Hvis bunden virker fast og lyder hul, når du banker er de færdige.