Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Rabarbar trifli med mascarpone

Lige nu bugner butikkerne med masser af rabarbar, som er noget af det sundeste og (for mit vedkommende) mest lækre at lave desserter af. Søndagsfrokosten i sommerhuset blev afsluttet med denne lille skønne sag, og det er ikke sidste gang cremen bliver lavet med mascarponeost, super lækkert! Den cremede konsistent var bare perfekt sammen med den syrlige rabarbarkompot.

Ingredienser (6-12 personer, alt efter portionens størrelse – vi var 12)

Kompot:
750 gram rabarbar
250 gram sukker
½ stang vanille
Skal af ½ citron

Creme:
250 gram mascarpone
2½ dl piskefløde
6 spsk flormelis
½ stang vanille
Skal af ½ citron

20 Makroner
Hvid porthvin

IMG_6281

Fremgangsmåde:

Skær rabarbar fint, ca. 1 cm i tykkelse (ikke alt for grove stængler) og bland dem med sukker, vanillekorn fra ½ stang vanille og skallen fra ½ øko citron. Hæld det hele i et ildfast fad som sættes i ovnen ved 185 grader ca. 25-30 minutter. Mens rabarbarne er i ovnen, kan du piske fløden, som blandes forsigtigt med mascarponeosten, flormelis, vanillekorn fra ½ stang vanille samt resten af citronskalle,n skåret fint (de alleryderste 2 millimeter, uden det hvide fra hinderne). Sæt cremen i køleskabet, indtil desserten skal spises.
Ca. ½ time inden du serverer desserten, knuses makronerne groft og lægges i bunden af dine glas. Jeg brugte ca. 3 makroner per glas. De dryppes med enten hvid portvin eller saften fra de bagte rabarber. Så lægges kompottten over og cremen på toppen. Der kan evt. drysses lidt fintrevet chokolade på toppen! Glæd dig, der bliver ikke et øje tørt 😉