Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Rødkålssalat med kirsebær og nektariner

Dette er bare en ualmindelig smuk salat. Min søn tog salat 3 gange, og når det sker, så glæder mit madglade hjerte sig, for det er altså ikke altid, at salat lige er sagen, når man er en 13-årig dreng, der elsker kød, burgere og pasta! Men helt ærligt, denne salat er virkelig god, den emmer af smag fra frugter og bær, og så bliver man glad af at kigge på den 🙂 Vi spiste den til marineret mørbrad og ovnstegte kartofler, men den passer godt til virkelig mange retter!

Ingredienser:
(4 personer)
½ rødkål
2 æbler
2 nektariner
15 udstenede kirsebær
2 gulerødder
Saften af 1 citron eller appelsin
1-2 spsk sukker/flydende honning
1 spsk olie

Fremgangsmåde:

Kålet snittes fint, gulerødder rives og frugt og bær skæres i mundrette stykker. Lav en dressing af en presset citron eller appelsin, 1-2 spsk rørsukker og 1 spsk oliven- eller valnøddeolie og vend i salaten. Lad den trække 10 minutter inden den spises.