Kostvejledning København – opskrifter og rådgivning

Vegetarburger med rodfritter

2015-06-15 18.42.27

Dette er en af mine yndlingsvegetarburgere. Den store portobellosvamp har så meget smag og minder i konsistens lidt om kød, så jeg er sikker på at du godt kan servere denne for de venner der er glade for burgere, og de vil elske den, også uden oksebøffen. Burgeren er serveret med sprøde fritter af sød kartoffel, pastinak og gulerødder.

Ingredienser (2 personer):
Burgerboller (1-2 per person)
2-4 portobellosvampe
1 løg
2 tomater
1 avocado
Saft af ½ citron
1 rød chili
God mayonnaise
2 spsk Happy Roots krydderiblanding fra Mill&Mortar
1 fed hvidløg
Frisk persille eller timian
Soja
Chiliolie
1 pastinak
1 sød kartoffel
3 gulerøddder

Fremgangsmåde:
Start med at skrælle og snitte rodfrugter og den søde kartoffel i fine lange strimler. Mariner med olivenolie og happy roots krydderi fra Mill&Mortar. Fordel på en bageplade og steg dem i ovnen ca 30 minutter ved 200 grader. De må godt være lidt brune og ristede, så de bliver sprøde. Lav en guacamole af avocado, citronsaft, salt og peber. Stil i kølelskabet.
Skær tomater og løg i ringe og vask og hak krydderurterne.
Bland 3 spiseskefulde mayonnaise med fintsnittet chili og hvidløg.
Steg portobellosvampene i 5-8 minutter, ca 4 minutter på hver side, hvis de er store. Det sidste minut kan du dryppe med soja og lidt chiliolie på svampene og lade dem suge smagene til sig, drys med salt. Smør de varme burgerboller med hvidløg/chili mayonnaisen og læg en portbellosvamp med hakkede krydderurter, guacamole og tomater og løg på. Serveres med de sprøde fritter og et glas perlende lækker mineralvand, eller måske et glas rosevin, hvis det er en skøn sommerdag i solen…

2015-06-15 16.09.43